The Baobab Camps is a make-shift camp for asylum-seekers behind the Tiburtina Train Station in Rome, Italy. It is run by volunteers, providing food and tents for refugees stranded in Rome.


The people living in the camp have been forced to flee from war or poverty, been smuggled in rubber dinghies across the ocean from Libya to Italy.


But the “European Dream” ended here, seven kilometres from St Peter's Basilica.


The European boarders are closed, their fingerprints have been registered when they arrived in Italy and in that way, The Dublin Regulation forces them to return to Italy time and time again.


The Italians don’t want them, and they don’t want to stay in Italy, but they can’t move across the borders. They are stuck behind a train station. On a parking lot in Rome.

Sidste stop

Røg stiger op mellem de blå-hvide telte og midlertidige blikskure, som ligger tilfældigt spredt ud over asfaltpladsen. 


Den kommer fra små bål i olietønderne, som brænder døgnet rundt. Om aftenen for at holde kunne holde varmen, for selvom vi er i Italien, er nætterne kolde. Om dagen for bare at have et eller andet at tage sig til og kigge på.


Der er ikke ret mange andre steder, det er rart at rette blikket mod i Baobablejren i udkanten af Rom. Flygtningelejren, som drives af frivillige ildsjæle, opstod spontant i 2015, da strømmen af migranter til Italien var på sit højeste. Dengang holdt projektet til i en stor forladt bygning. Siden da er lejren blevet ryddet af politiet mere end 20 gange og er nu reduceret til omkring hundrede telte på en parkeringsplads bag togstationen Tibutina i Rom.


Det har småregnet hele formiddagen, og mens de lokale nipper til en espresso på cafeen et par hundrede meter derfra, har menneskene her i lejren søgt ly under presenningerne. Der er stille. Så stille, at man kan høre regnens dryppen på plastikken.


Hele den ene side af lejren udgøres af en stor, tom bygning. Den er demonstrativt forseglet af myndighederne, og migranterne er dermed henvist til at bo uden tag over hovedet, uden adgang til toiletter eller rindende vand, udover regnen selvfølgelig. Resten må de hente i dunke, fra en vandslange et stykke fra lejren.


”Hello, can you hear me?”

I lejrens fjerneste hjørne sidder 17-årige Abrahim. Han holder om sin ene pegefinger. Den bløder lidt. En rotte bed ham i morges, mens han sov. Han har boet i lejren i tre måneder og i et forsøg på at gøre tilværelsen lidt mere tålelig, har han sammen med to venner bygget en lille hytte af metalrør, et gitter og noget pap. Taget er dækket af en presenning og væggene er foret med gamle tæpper. Tre små hjemmelavede senge med madrasser, er klemt ind i på de tre kvadratmeter.


Selvom Abrahims hytte  ser hjemlig ud, og umiddelbart virker som et komfortabelt alternativ til at være klemt inde i et lille pop-op telt, så er virkeligheden en anden. En lugt af gammelt mad og våde uldtæpper møder en, når man skubber det lille tæppe til siden, som udgør døren. Luften er tyk af støv, skidt og små dyr.


Drengene kan heller ikke selv holde ud at være derinde, og har lavet et lille overdække ved siden af hytten. De sidder sammensunkne omkring et olietøndebål og stirrer ind i flammerne. 


Der er stadig lidt strøm tilbage på Abrahims lyserøde nokia-telefon. Det egyptiske musik, der skratter fra telefonens små højtalere, skifter pludselig til et nummer med engelske Adele.

”Hello, can you hear me” synger drengene til hinanden, ”hello” er det eneste af de engelske ord i sangen, de kan forstå. De griner og laver telefontegn med hænderne. Neglene og furerne i deres hænder er kulsorte af sod og skidt.


Ludobrikker

Hver dag ligner dagen før, og bliver magen til dagen, der følger.Den ene cigaret tænder den næste, indtil man løber tør for tobak. Udover et par lokale ildsjæle, der kommer og deler mad ud, er migranterne overladt til sig selv og hinanden. Til at vente, skutte sig om bålet, bare vente på at regnen holder op. 


Vente foran Læger Uden Grænsers bil, for at få rottebiddet renset. Vente på der kommer frokost. Vente på hjælp fra de frivillige advokater. Vente på at en sag bliver behandlet, så de kan tage videre eller rejse hjem.


Baobablejren er i virkeligheden bare et stort, trøstesløst venteværelse.


For mange i lejren endte den europæiske drøm lige her. Syv kilometer fra Peterskirken. De europæiske grænser er lukkede, fingeraftrykket er taget og dermed sender de europæiske lande med Dublin-forordningen som undskyldning, dem gang på gang tilbage til Italien. Som brikker i et slags syret ludospil bliver de, hver gang de flytter sig, slået tilbage til start.


Nu er de strandet. På en parkeringsplads, hvor de må nøjes med kigge på højhastighedstoget mod Milano og dermed det forjættede Nordeuropa, når det suser forbi lejren et par gange i timen.


Afmagt

Midten af pladsen bliver brugt som fodboldbane, hvis altså ikke bolden er gået i stykket, eller blevet brændt i mangel på træ. Det er den ikke i dag, og et par unge drenge sparker uengageret bolden frem og tilbage mellem hinanden. En gruppe unge tunesere ryger hash. Andre varmer vand til the eller ruller cigaretter. I mangel på tobak skraber de nogle gange bare barken af de tre store træer, der danner rammen om teltlejren.


Man skal ikke lade sig narre af den tilsyneladende søvnige stemning. Lommekniven er altid lige ved hånden, i højre lomme eller oppe i ærmet. Det er kun en uge siden, der sidst var et knivstikkeri i lejren. Men knivene bliver ikke kun brugt i selvforsvar. Mange ender i en så alvorlig tilstand af frustration eller apati, at de gør skade på sig selv.


En ung tuneser har snittet sin arm op i ren og skær afmagt, da hans penge blev stjålet. Penge, der skulle sendes hjem til hans familie. Tre store dybe snitsår på oversiden af underarmen. Det er gået betændelse i det, og han kan kun få ren forbinding på den ene gang om ugen, hvor Læger Uden Grænser kommer forbi yder førstehjælp.


En ghanesisk mand, hvis traumer har udviklet sige til psykisk sygdom, får anfald hvor han smadrer betonblokke og glasflasker. Snitter sine håndflader op og tværer blodet ud over teltdugen i fællesteltet, mens de andre ser magtesløse til. Det er hverdagskost.


Ifølge Dublin-forordningen skal de første fem år i Europa tilbringes i det land, man ankommer til. Tager man båden fra Libyen til Sicilien som flygtningene i Baobablejren, så er det land, de skal blive i, Italien.


Forbandet er at være på flugt

Fem år er lang tid i et land, man ikke ønsker at være i, og hvor man alligevel er uønsket. Ved valget den 4. marts, satte over halvdelen af italierne deres kryds ved et af de indvandrerkritiske partier. Et af dem, Lega Nord, gik til valg på at sende de 500.000 flygtninge og migranter, der er kommet til Italien siden 2015, ud af landet.

I lejren er der ikke andet at gøre, end at afvente. Leve med en vished om, at politiet kan komme og rydde lejren hvert øjeblik.


Fem år. Jackie fra Etiopien holder fem fingre frem foran sig. Røgen fra det våde træ svier i øjnene.


Han har kun været i lejren i fem uger. Han ville til Frankrig, men det gik ikke, som han havde håbet.

Fire måneder efter ankomsten til Sicilien er han stadig fanget i Rom. 


Han har venner i Frankrig, der kan hjælpe ham, men han kan ikke komme dertil. Han har ikke penge til togbilletten, han har ikke papirerne i orden. Han har ikke engang en telefon. Alt han ejer, er en lille notesbog og en våd blyant. Nu må han bare vente.


På en af siderne står der skrevet på etiopisk:


”Jeg har et håb om at nå frem i god behold. 


Hvis ikke jeg når frem, så sig til min elskede datter og familie, specielt til min elskede søster Atoy, at hun skal passe på problemerne.


Jeg har selv valgt at flygte, og jeg har bragt mig selv i problemer


Forbandet er at være på flugt. ”


Hvad gør man så, hvis det eneste, man skal, er at vente?


Man bygger et skur. Man ryger en cigaret. Man vasker fødderne. Man ryger en cigaret. Man reparerer fodbolden. Man ryger en cigaret.


Man tænder et bål. Laver the sammen. Gnider sig i øjnene og kigger på flammerne.

Using Format